Falafler med brød og pesto

Den gode falafel opskrift – nu også med Skvalderkål

Jeg har besluttet mig for et lille benspænd for min madlavning de næste par måneder. Hver dag skal der indgå noget jeg selv har plukket. Mest for sjov, men også lidt for at undersøge hvor selvforsynende man kan ivære i forårs månederne.

Så lige nu serverer jeg alt godt fra græsplænen som Simon så kærligt formuleret det. Mælkebøtte, viol, brændenælder, Sankt Hans urt, hindbærskud og skvalderkål. Og skvalderkål har vi så rigeligt af.

Da min madplan sagde falafler kiggede jeg på de sørgelige rester af persille, der har overlevet frosten og begyndte at overveje alternativer. Og som sagt er der rigelige forsyninger af skvalderkål, så det skulle da prøves.

Det var en succes. De havde måske en anelse mere skrap smag end med persille, men jeg tror de færreste ville opdage det.

Falafler med brød og pesto
Falafler med brød, spidskål og pesto til.

Opskriften

Jeg synes i alt beskedenhed, at jeg efter en del justeringer er ved at have en falafel opskrift der er rigtig god.

Du skal bruge:

Ca. 250g tørrede kikærter (udblødt i 12-24 timer)

1 midelstort løg

1 stor håndfuld skvalderkål (eller persille)

3-4 fed hvidløg

1 lille rå kartoffel

1 æg

2 skefulde rasp

2 teskefulde stødt spidskommen

2 teskefulde stødt koriander

Et nip chillipulver

Rigeligt olie til stegning

Indgradienser til falafel
Alt skal op i blenderen.

Det hele køres i en blender i noget der ligner 5 minutter. Jeg skal altid køre det et minut mere når jeg tror det er færdigt. Det skal være en findelt samlet masse som holder formen når du trykker den sammen.

Den rigtige konsistens
Dejen er færdig når den ser ca sådan her ud.

Jeg steger dem i olivenolie, men brug hvad du bedst kan li. Og der skal være nok af det, varmet op så det syder nå du kommer en lille prøve klump dej på panden. Hvis falaflerne kommer på før olien er ordentligt varm har de det med at brænde fast på bunden.

Det er sådan set opskriften. I vores familie er der nok til to voksne og et falafelglad barn + et par til frokost dagen efter. I denne omgang serverede jeg snittet spidskål, surdejsboller og ramsløgpesto til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *