Brændnældesuppe på en ny måde

Når nu skvalderkålen vælter op og langsomt kryber nærmere på køkkenhaven, er det værd at værdsætte at der faktisk ikke er særligt mange brændenælder på matriklen. Det er der så til overflod på den anden side af hækken – så vi har fordelen af nemt at kunne høste dem til madlavning, uden at skulle forholde os til hvor trælse de ellers er at have i nærheden.

For nogle dage siden var jeg ude – med handsker! – og plukke en skålfuld. Jeg tager bare de friske toppe så der ikke er nogle hårde stængler med.

brændenælder til suppe
En skålfuld brændenældetoppe plukket ved siden af vores indkørsel.

De fleste brændenældesupper er baseret på kartofler – og det kan også være meget godt, men jeg havde lyst til at lave noget lidt andet, med en knap så ‘tung’ smag. Kartoffelsupper kan godt gå hen og være ret bastante. Og så var der et broccolihovede i køleskabet, som der ikke var nogen plan for.

Opskriften

Det her er en super nem opskrift – det sværeste er at håndtere brændenælderne uden at komme i nærkontakt med dem.

1 rimeligt stort løg

3 fed hvidløg

1 skål brændenælder

1 broccolihoved – også stilken

½ l kyllingesuppe

Start med at skylde brændenælderne grundigt – der er tit ret meget jord på og det kan være lidt bøvlet fordi man jo ikke har lyst til at brænde sig. Jeg bruger en salat slynge.

Hak og svits løget i en god slat olie og kom grofthakket hvidløg i når løgene bliver gyldne.

Skær broccolien i mindre stykker og kom dem i sammen med kyllingesuppen. Man kan også smidder en kartoffel eller et par jordskokker i, hvis man har nogle liggende der trænger til at blive spist.

Kog til grønsagerne er møre og kom så de skyllede brændenælder i og kog dem med i et par minutter.

Suppen blendes og smages til med salt og peber og lidt citronsaft eller æbleedike. Jeg er ret konservativ med krydringen af lige den her suppe. Jeg kan godt li at det er smagen af brændenælder der er den dominerende.

Begge børn er vilde med den her suppe – og så er brændenælder jo vildt sunde så varianter af brændenældesuppe er ret tit på menuen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *